«Jeg tror ikke paa den moen!» hvisled det — det var som et lig retted sig mod ham.
Han skyndte sig væk. Frihed! frihed! «Jeg vil leve! jeg vil leve!» hvisked det; — væk fra gule blad, som rasled under borgruinen! væk fra trolddommen indunder gamle alléer! væk fra kviklere, som gled ud i grænseløst hav! — —
— Han mødte Helene Hartung med noteheftet.
«Jeg reiser!» sa han.
«Reiser du?» kom det som de sidste pjutrende ynk fra et rede, hvor fugle-ynglen kvælder.
«Adjø!»
«Nu har du knivsegg-øinene!»
Stemmens saarhed la fest over hans jag; han smilte, han saa fjordløbet for sig i skælvende sommerlys; «— tør nok altids stikke,» sa det yrt av ondskab inde i ham.
«Reis!» sa hun. «Du er stygg mod mig. Reis! reis!» Hun stod ret og knytted de hvide nonnefingre om barnesinnet. —
— Dagen efter reiste han fra Kristiania med kystbaaden; endda i skibsstolen paa agterdækket sad han og mukked.
