… Det var det skræmte i ham, det syge som hadde søgt ly hos de to. Helenes sorgfulde mundvig var flæbende unge-gæp! hendes langsomme stemme var emmen og flau som aurikelblomstens duft! Ja fregnen langs Tordis’s næseryg var ufrisk som de syge flækker i et presset blomsterblad! — Det han hadde levet derinde, alt det snak og alle de kys, hver stemning var dum, uden klang som lirekasse-toner ude i snefog og bidende sno! …
Men lidt efter lidt glemte han; han sad og stirred mod kysten. Rorlænken klapred i dæk, skruen slog og drev stavnen vestover forbi næs efter næs. Der stod stille lugt af sval skog indover dækket.
Det var bare et minne, som hadde magt — det var det blege stridsind i Tordis’s blik. Og det var ét minne til, som ikke vilde dø — det, som fænged i Sigvart Stenshoug’s øie frostnatten; det var nok alligevel livet selv, som der slog sansesløst ud sine stærke fange-arme. — —
— Han gik i land i kystbyen dervest, hvor husene var saa hvide, og voldene langs sundet laa saa grønne mellem graa
