Denne siden er godkjent
Uger gled, med sol og sommerdis og stille sund. Herman Ek laa i fjæresanden under skomagerens hus hele dagen; himlens blaa suged syn, sundets flyttende glitter blinded. Det lugted nyt og rent av livet — det var som længst tilbage han mintes, naar der kom nyvaskede gardiner hjemme i Fossum-stuen.
— Det var en stille søndags eftermiddag. Madammerne sad i graa sjal paa udsigten, plired med gamle øine, barn og høns lekte i gadesanden, og de unge mødre holdt til paa dørstokken med pattebarnet og smaaskændte paa de ældre.
Han gik opover haugen, som laa lige opfor den vesle byen.
Paa det høieste sad skomagergutten
