ovenfra dalen. I solskin sad han, med ryggen mod havet og øerne; han sad og saa nordover dalen, — hænderne gemt i klaffebuxen; benene laa i syrestrant og soltørket græs.
Herman Ek stansed lidt nedenfor, stod og saa paa ham; — rundt lidet lyst hode med svær blød hat, som laa nedpaa ørene og brætted dem fremover.
«Du sidder og ser?» sa han tilsidst.
Han gemte sig bag hattebræmmen og svarte ja. — Han kunde se helt frem til Bjørna-nuten, kom det saa rapt, — der han hørte hjemme.
Herman Ek fortalte, at han hørte hjemme i dalen lige ved paa anden side aasen, længer vest. — Gutten keg frem under hatten: — men de var glupere skiløbere dernord han hørte hjemme! randt det ud av ham. Det var i gammel tid en mand — han hadde været paa rypefangst opved støilen under nuten — han satte bent udover. Snefoket stod i høieste luften om ham — det var som du skulde set et stormkast! Det bar ned i moen tilsidst; over postveien. Lige i leet ovenfor stuen hans, der stod en høislæde paa tvers; men han vidste raad, han la sig bagover plat
