turde traakke. Det risled gennem ham: aa! hun maatte tro, at han bar paa en sorg! — —
— — Hun skulde ud av glæden med sit sind! han vilde suge det, pine det, tvinge det med magt ind i sin dystre ensomhed! han vilde daare hende med hvisk fra al moens saare helg! han vilde — aa han vidste ikke selv hvad han vilde! Men hun skulde synes synd og længes efter stille graat, som han kendte, som hver sten, hver tue, hvert spor kendte. For der var graat under alt, ja der var graat under buede pige-bryst! — —
Hun lo høit, saa det svarte i skogen. Han stansed, stod og lytted; vendte saa og gik nedover igen, flytted sig vart fra furulæg til furulæg, keg og lytted.
«— Aldeles som Richard!» sa det; — han som bandte den vaardag saa meningsløst, som han ikke hadde hørt nogen bande; han stod nedved vandspringet og sa «fan steikje» en hel time, til han fik store skumblærer i mundvigen og hvid skorpe langs læben; — og rømte saa ud i moen om aftenen.
— — Der var stubben han sad og bandte paa, da de kom over ham om morgenen! Han slog sig vrang hjemme efter den dag; men da
