blikket hans, forunderlig stille og ungt; Herman Ek maatte tænke paa unge grantrær, som stod og strakte sig i stærk lys væxt opunder varme solbærg.
— Indover mellem sundene kom kystbaaden krok i krok, skrek, stansed paa vaagen. Skomagergutten letted paa sig, rusled nedover for at se.
Herman Ek blev siddende igen paa haugen og stirre nordover mod Bjørna-nuten; han vidste saavel hvordan den stille graa stuen deres saa ud, med grønne og blaa bittesmaa ruder av gammelt glas; han saa den, saa mere.
… Landet tog efter ham, hented ham ind igen, gemte sig ned i hans sinds bævende vent. Danse-slaatter vaagned, det vilde og det stille; — moens lange sus; — lyngens tause nik. Det var dette som var livs-meningen; det blanded sig op i alt han tænkte, stak sig frem i alt han mintes — lyng, og sol, og vuggende sus. Det maatte være stort og mægtigt det, hvor to som skomagergutten og han kunde mødes slik!
… Aa dette land, som han var glad i det! han la sig over det og favned rundt: — det var det rigeste stolteste land som var!
