Der fandtes ikke sus i verden som den gennem de store moer! der fandtes ikke lys som det opefter høifjælds-bakkens blanke græs! der fandtes ikke livsæggende syn som det ind gennem de blaa fjorde! Aa dette land, som han var glad i det! …
— Da han kom hjem, laa en liden konvolut med et visitkort paa bordet. Paa det stod Tordis Hval, og paa bagsiden læste han: «Jeg blev saa forfærdelig angst derinde — Stenshoug’s billede, alt det andet! Og saa rømte jeg.»
— — Med dampskibet i eftermiddag! Ogsaa hun var rømt fra den døde dam! — Begyndte de virkelig at pille av derinde? …
Han stod og saa paa kortet; — det var som viljer steg til hodet med svære hede pulsslag, og hænderne fyldtes av tykke brune fletter; … der var alligevel blit igen lidt av aarringer i ham ogsaa! …
Men han søgte hende ikke op. —
Dagen efter stod en dame i straahat og sort kjole bortpaa fiskebryggen. Hun stod og saa paa fiskerne, ropte til dem, lo med dem. Han laa gemt bag ribsbusken i haven og keg bort. Damen paa bryggen snakked vestlandsk,
