hadde en liden mund. Han kendte stemmen. Hun kom der dag efter dag; hun hadde tegnemappe med, og av og til sad en fisker for hende paa bænken under pakbodens tag.
«Hvorfor er De Saa trist av Dem ?» sa det en morgen lige oppe bag ribsbusken. Det var damen fra bryggen. Hun skøv de stærke bryn op i spids over to gløgge blaa øine. Der sad en skælm i hver spids, som flytted fra øie til øie; det skifted og skalv som sol under trær. Han hadde ikke set, at øiet var skælmsk før nu, han hadde ikke set alle disse smilehul.
«Eg trist!» drilIed han og lo. «Ikje no!»
Hun skøv ribsbusk-grenene tilside, la sig fremover hækken og hvisked ned til ham:
«Alle dine livsvege kys brændte merker i mit sind!»
Han saa op:
«Aah. Der var mange, som brændte merker i dit sind!»
Hun skøv sig tvers gennem hækken, stilled sig foran ham; det var som brystet bued sig over store stærke krav.
«Men dit stridsind var det, som smitted mig!» sa hun mægtig.
15 — Sus.
