«Hvad var det?» hvisked han, det tygged stilt bag hjørnet.
«En hest, vel!» for hun op.
«Pust fra dyr, som beiter under løevæg om natten, — det er ligesom troldskab for mig,» sa han langsomt; — det skulde ta tid, før hun seired! — —
«De dægger for alt det syge i Dem!» brød hun ud.
«Jeg kan ligesom ikke tænke,» stønned han angst, men det var som angsten var saa høi her hos hende, ligesom saa rummelig. «Jeg kan bare kende.»
Hun lo; hun lo sommernattens trolddom ud av ham.
Saa blev det stilt en stund.
Det var som de umaadelige vinger slog om dem igen, det var som det var livsondskapens; det løfted sig rundt dem og luften blev mere sval. Glæde og held gjorde stor, sorg og trods gjorde ogsaa menneskens børn store — men der gik noget tabt for hver tomme i den væxten …
Men med ét saa hun paa ham:
«De gav mig en linnea i formiddag. Jeg satte den i halsen, men den gled