sin vei; — nu kender jeg den her i strømpen.»
Han saa nedover, hvor linneaen hadde været idag, han aanded hende ind i tunge hixt, med spilte næsebor; … mavens svagt hvælvede ynde; … løb ud i slanke ben som runded sig blidt under den tynde kjole; … den lille mund med viger i ustanselige smaaryk, hvor stængte luner skalv og vilde ud — de hvirvled sig indover kindet ogsaa, i bittesmaa smilehul, pibled som av trange opkommer! … øinene som laa blaa og storlo under træge laak og ligesom ikke turde lette sig helt for bare latter. …
Det dufted langs hende blødt og blidt, som naar vaarens blomster-em flyder paa vindens vift henover vuggende friske engslætter. Det var livsglæde, det som dufted! Han tænkte ikke længer paa, hvem var den stærkeste, han tænkte at de to vilde det samme i alt! Han misted stemme, tog om hende, løfted hende op, bar hende som en bylt rundt hjørnet til løedøren. Nakken faldt tilbage, haken stak frem, læberne suged; sjælen bag de træge laak gemte sig i hedt begær.
Men han bar hende forbi døren, rundt
