tofterne; senetørkede seige kropper. De kaprodde indtil for at faa bedste plads, knækked keiper, skøv hverandre væk; smaasjø fulgte ind efter, hvisked om bryggestolpen — det var som der seiled ind med en hel flok av løfter. De krabbed op trappen; én gled, plumped ud i; de satte i en skratt, saa det ligesom ikke blev rum paa bryggen for alt det ubændige mod paa livet. De to lo med; de lo af fuld hals. Den vaade kom efter, skuled rundt øierap som kobben, med det stærke ansigt under tafset haar og skæg; han svarte dem, som lo, med onde sviende svar. Og de igen; — men de reiste sig efter det, hver en, og ligesom steg, som bærget efter dynningen.
Herman Ek saa i en blink hele deres liv, der de leved ud fra sin egen store unge tøielige trang til liv — til dette liv, som aldrig fik bugt med dem; uden noget som sigted smaat i smaat, valgte kræsen mellem kæltring og bra folk.
Det slog ham: slik var de i grunden de andre han kendte, fra han var liden, de han holdt av, de han skydde; alle som leved blev slik — der nytted ingen kræsne krav. Naar hestehandleren tjente, saa var det paa det han tog mer end gampen var værd; — naar semi-
