tæppet: «Husker du løen ind paa slaatten? Du tog menneskerne op i dit sind, da du blev min, — for livet som det leves av menneskerne, det er alligevel alt — livet som ligger bagom retninger og standpunkter, livet som ligger fremmenfor skogsusens lammende trolddom. Jeg maatte bare ha troen igen paa min magt over dig, og det fik jeg først, da jeg saa, du tog menneskerne op i dit sind og jaged det andet ud!»
Hun klapped og snakked; hun løste haaret og lod ham ta om den bløde flette: «Du! husker du Fossum-lysthuset?»
Hun sad derinde paa sængekanten, til morgenen kom og de vented gutten, som pudsed sko. Hun kyssed og ba sagte:
«Nu maa jeg ikke miste manden i dig; for manden i dig er min!» — nu hadde de jo sammen fanget den stærkeste vilje ud av de rare viljers bundløse dyb! — —
Hun listed sig mod døren, vendte sig: «Aa slip ikke menneskerne for dette!» sa hun.
Han sovned med hendes smil over sig, det blinked som fra en stjærnehimmel.
16 — Sus.
