det var som de kørte med selve arvesynden paa lasset. Der var den glatrakede skoleholderen, som maatte gifte sig ifjor, han med de blegblaa øine og den søde blanke mund. — Der kom den staute rige manden paa Furutveit, som konen ikke vilde hat, — han som gik og gemte sin kærlighed og sin sorg under skæggets mørke skog. — Og langt dernede kom en mager mand, duknakket og laset, med brændevinskaggen under høisækken; han gik foran med hesten paa slæb efter tømmen, en ny fillegamp, som han hadde snydt til sig paa byreisen og nu skulde snyde fra sig videre, — sliten, med lynsnøgge sidekast i blikket, som nogen var efter og vilde bruge kniv. Han stansed ved Tore’s stue, saa bort efter datteren; — men det hvide titted ikke, saa han kørte videre.
Den ene kom efter den anden. De rusled for sig selv, de tænkte for sig selv — de var umælende stordyr i skogen, og moen drog pusten om dem, moen stønned, moen sov; — stille og sture nu i lyse, som bamsen lusked de paa lodden lab; men de vented paa de sorte kvælder lige under jul, da vildskaben fik stemme i struben. Det var slikt underligt
