Side:Kinck - Sus.djvu/24

Denne siden er godkjent
26

det var som de kørte med selve arvesynden paa lasset. Der var den glatrakede skoleholderen, som maatte gifte sig ifjor, han med de blegblaa øine og den søde blanke mund. — Der kom den staute rige manden paa Furutveit, som konen ikke vilde hat, — han som gik og gemte sin kærlighed og sin sorg under skæggets mørke skog. — Og langt dernede kom en mager mand, duknakket og laset, med brændevinskaggen under høisækken; han gik foran med hesten paa slæb efter tømmen, en ny fillegamp, som han hadde snydt til sig paa byreisen og nu skulde snyde fra sig videre, — sliten, med lynsnøgge sidekast i blikket, som nogen var efter og vilde bruge kniv. Han stansed ved Tore’s stue, saa bort efter datteren; — men det hvide titted ikke, saa han kørte videre.

Den ene kom efter den anden. De rusled for sig selv, de tænkte for sig selv — de var umælende stordyr i skogen, og moen drog pusten om dem, moen stønned, moen sov; — stille og sture nu i lyse, som bamsen lusked de paa lodden lab; men de vented paa de sorte kvælder lige under jul, da vildskaben fik stemme i struben. Det var slikt underligt