Dagen efter stod gamle Stenshoug udenfor hoteltrappen rødøiet og hutred — han hadde ikke faat morgenølet.
«Du har samma læberne som mor di,» sa han. «Jaja. Jaja. Det er en stor tid vi lever i!»
— De kørte opover dalen, hans egen dal; de sad i stolkærre og nikked i takt med de myge skæker.
Herman Ek sad og lytted til hjulenes sang i den grusete vei og tænkte; — livet var vist en sandhaug ligesom den indpaa moen; han syntes idag, det alligevel begyndte at risle og trille saa smaat med sandkorn fra de bratte tørre skrænter. Han sad og saa farens rædde blik; han skønte det nu, det var nok ikke bare kulturblodet her, som slog saa forsagt for morens energi; det var saar gift, var det, fra den gamle skyld, som sved i øiet! Det var kulturblodets vege sky for hende han gjorde uret hver evige dag.
Han gemte sig unna de enslige stunder derinde paa kontoret, sad og lytted skræmt til den stille røst. Og angst og mørke fødte nye døvende syner i ham. Hun listed sig efter, greb hans blik paa vandring — hun vidste ikke
