«Ingen gang paa den maade!» gentog hun tonløst. «Jeg rømte jo!»
Men saa retted de sig begge til nye svar. I det samme kom gutten ind: — nu stod skydsen udenfor! sa han. —
— Han sad og lytted til hjulenes sang i den grusete vei og tænkte; — der var det der — stridsindet og moens sus! — det laa som stille blank dynning i sindet, som løfted sig lumsk før storm, endda uden at briste.
Men han risted tankerne av sig. Karjol-ryggen puffed; han tænkte igen paa mennesker, — han mintes kæltringen bag i blikkene — der var det kraften sad, det ny som skulde bli! Han tænkte paa det livrædde sidekast i øiet, som lurte, tænkte paa de umælende stordyr, naar hujende skrik fyldte struben, og bamse-kloen kradsed, skoleholderen, Furutveits-kaxen, hestehandleren! — det var det ny som skulde bli. For alt som vilde leve, hadde lige ret til at leve!
Han tænkte paa det lyse stærke, han kørte ind i, paa arbeid og maskinernes støn, paa bygdesladrets smaa fine masker, som han vilde late som han aldrig saa, paa de glade veranda-værelser, hvor smile-hullerne
