larmen nordover dalen; — hendes stemme hadde faat igen den skælvende erfugl-lok, som hørtes saa langt borte. — —
«Han voxer kanske som bonnetampen han, med aarring truværdig udenpaa aarring?» haante han.
«Du!» kom det som et let indfald igen. «Var det indpaa moen der du holdt av den gang?»
Han vilde ikke svare, tog efter hende. Hun flytted sig unna.
«Jeg væmmes —!» skrek hun ude av sig. «Jeg væmmes, hører du, ved denne moen, som griber grisk efter mig! Den er sleip og ækkel og fæl! — dette nationale det er mer end spindelvæv, det er slim over viljerne, uendelig slemmere end det i lungerne; det har dræbt flere liv end nogen tror — denne fela og dette maulet og hvad det er for noget alt!»
«Det har saa!» sa han stille og strid, med morens faste læber; han var ikke ræd for det som dræbte! — —
«Uendelig slemmere end det i lungerne, hører du!»
Han stirred ind i blikket, som skummed om ordenes had.
