Stenshoug krølled papirlygten sammen. «Nei!» skrek han og fik en hoste-ri.
«Jo, det var blod i det! du er dødsens bleg.»
Det blev stille; bare Stenshoug som hosted. De hjalp hverandre, hængte lygterne i kroker under taget.
«Heisan, her er fest!» skrek Herman Ek.
«Heisan, her er fest!» svarte de andre.
Lygterne svaied sagte for vinden, lyste paa rad som skanse mod moen, tænksomt, med stille mening. Og de spiste aften paa den hvide duk, med rød vin i de glitrende glas. Indfald og ord fløi som vilter fosse-sprøit. Hun lo, saa det skingred ud gennem dobbeltdøren — det var som lynglimt, som kløved i trods moens store stummende nat. Herman Ek lo. Sigvart Stenshoug hosted og lo — det øged til en latter, som tog søvn fra alt, som leved langs dalsiderne.
Sindene skalv, mens glæden larmed over rædde læber. De drak glas efter glas. —
«Heisan, her er fest!» lo hun, da hun gik; der hadde været erfugl-stemme i alt, hun sa.
Det knepred i værelsets laas. Det gav et sæt i dem begge, da hun dreied om nøklen;
