skoleholderen. Han slet sig væk, sprang; den anden efter. De smatt under heste-buger, krøb under slæder. Skoleholderen vilde over gærdet længer borte, kappen sad fast; hestehandleren slet ham ned, fløi i synet paa ham, brækked ham bagover mod en slæde-karm. «Fan brrrrænne!» De trilled av, vælted rundt nedover den rimete issvul, blev tilsidst liggende fast nedved et lidet udhus. Hestehandleren laa ovenpaa og svor og fræste …
Herman Ek tog fastere tag om gærdestauren, — der blinked noget i maaneskinnet! — det var skoleholderen, som tvang sig til den datter av Tore, som hestehandleren var lovet! …
En svær kar stod og skubbed sig op til udhuset — det var Furutveits-kaxen i skindpels; med et overhændigt brak gav det efter i øvre stolpen, stupte i bakken over de to. Han sprang frem paa tunet, hujed med alle sine lungers magt; — det var nok Tore, hun vilde hat, den konen han fik! …
De to krøb frem under bordenderne. Skoleholderen sprang ind.
«Du ha myst naasi di Torjus!» skratted de mod ham derinde i lyset; — hestehandleren