og skælvende, som naar han skrek «Tordis Hval» imod fosseskummet — han kunde ikke fri sig for det.
Hendes ansigt tegned sig for ham: underlæben var lidt indklemt og trang, saa ansigtet blev lidt sødladent og de store hvide tænder viste sig lidt, naar hun snakked og lo.
Han sad med hodet fuldt av tanker. Han hadde hele fem mil at køre inat for at naa Fossum.
— I høst var han kommet ind til Kristiania som student nitten aar gammel.
Det nytted ikke by den ældre bror Richard Nedre-Foss, et av de brug bedstefaren endte med at eie, han, som var begyndt som skipper paa en buxerbaad; han hadde forlængst svaret kort og godt, at han kom saavist aldrig tilbage til Norge, saalænge gamla leved. Det nytted ikke by Herman det heller — han vilde først ta artium ialfald og anden-examen. Han hadde lært av sin bror; han var stille strid i sin vilje, gled ud av dalføret lige for morens øine sleip som tømmerstokken under sorgløse klask. Hun kunde ikke stanse; men hun gemte et haab: nu laa livet som student lokkende og fyldigt som leden udover til havs
