sang fra hjul i dyb gul sand, han saa tætte græstufser i veikanten, mauren som slæbte barnaal, tyttebærlyngen som stured, øiepar som titted sky. Det gled ud i tone, der var hverken sorg eller glæde — der var bare stille vage slaatter.
Og med disse slaatter skælvende over det, som var hændt hjemme, reiste han vestover med kystbaaden; de anden-examens-fag som stod igen, fik staa — han vilde overta Nedre-Foss til høsten alligevel! — —
I hele eftermiddag hadde han holdt sig ned ved bryggen i kystbyen. Han gik der i vaarsøle og blindende sol, vred sig mellem de blaa bække, vared sig for hustagenes plaskende skred. Han vilde træffe Tordis Hval der; for der var det smaabyens unge damer spaserte, ned den bakken og langs den bryggen; de gik og titted efter farmasøiten; — og saa de ikke ham, saa var der altid haab om et dampskib, men selv om der ikke var mer end et bølgeklask indtil bryggetømret eller et skrik i usmuret blok, det var altid som et lufttræk mod det stille liv bagom den rødlige stenskolt med flagstangen paa, der smaabyen laa i ly, pannetækket, med smaa hvide træhus. Han
