gik der, til det bare berget blev glorødt av solen, som gled i hav derude mellem to blaasorte takkede skær.
Men hun hadde ikke været blandt dem, som spaserte her idag.
Han drev der, til blaakold skygge la sig i berg og over havn; da rusled han opover. Han var vaad og træt og sulten, — men alt det samled sig til lys hvile i hver sans.
Bort i byen tændtes lygter, og almuskolens skraalende unger paa hjemvei gjorde de sidste skøierstreger for dagen. Derude stønned havet i lange aandedræt, knuste sig i skummende sinne mod veirslidte holmer, listed sig helt indpaa havnen med siklende smask opunder skutebaug.
Han spurgte en mand, hvor sorenskriver Hval bodde. Og manden under lygtepælen pegte. I det samme gled to damer forbi; han hilste paa den ene, fremmed og koldt. Hun var glad og munter som paa sæter-turen — kinderne var bare ikke saa runde som da. Hun saa, hvor manden pegte.
Nu vilde han gaa, mens hun var ude! Han skyndte sig — det var som stikkende ild i ham. Han ringed paa, spurgte, om soren-
