med kokkepigen og moren, synkende og skrumpende som havens fine stedmorsblomst, naar den staar sammen med de magre skrænters simple smaa. Moren luked som før hver liden vilje, som pibled op av sig selv; hver glæde, som ikke hun hadde plantet, var ugræs, som maatte nappes op, før det fik rødder. Og saa napped hun lidt efter lidt op selve glædens rod.
— — Det samled sig i haug og dynge — nyt lag for hver dag. Det blev stor dynge paa en ensom vinter. Aa denne vesle vevre moren med de utallige skælvende rynker om øiet, som hadde prøvet at sutre og gæte sin vilje ind i hver unge, — hun hadde gjort mer ondt end nogen ante! Moren var det tunge i alt, som de tænkte; moren var det døde i alt, som de leved.
— — Men søster Signe hadde ikke moens sus, som bad bløde bønner over det, som var dødt; hun blev siddende ved vinduskarmen i de tomme stuer, skotted med det mørke ansigt, som lyste saa underlig fint med skin fra farens lyttende øie: — kom der ikke et nyt menneske syd i veisvingen?
— — Men der kom intet nyt menneske syd i
