veisvingen. Og sneen tinte i vaarsolens bakkehæld, safterne kom i trær; hun stjal sig ud let som en kat denne alléen nedover til fjøset, spøgte med budeien om kærlighed, lo dagligstuens tyngsel væk i støiende sorgjaget latter. — Ved siden av stalden, der gik drengen og stelte hesterne; — og latterens støi stilned, og vaarens saare trang tog hende. Han saa det alt, i vaarlysets dæmrende fylde, saa de skumle kroker i høiløen, glædens yre krampegreb, … den rædde stilhed, … livstrangens korte støn …
— — Aften efter aften! Det lammed hende som grænseløs hulk, det rev hende med som rus uden sans. Til for fjorten dage siden, da hun skønte, hvad følgen var blit, og rømte gal av angst, — rømte ud i moen først, rømte videre nedover dalen, til smaabyen, rømte over til Amerika tilsidst, sammen med drengen, den samme vei som Richard tog alene … «tak vi skal ikke ha kurtise!» — —
— Det var slikt brevet fra moren fortalte; det var søster Signes grove feiltrin, som vilde lægge far og mor i graven.
Han stod og stirred paa de lave trange
4 — Sus.
