døre, som hadde lukket op og lukket igen efter hendes glæde; — ja glæden, den var som aftenvindens lune den, naar den hvid og hvislende kasted sig ind i hvælvede blad, lige før alt gik til ro, stakket og kold og ligeglad! — —
Han saa det for sig gang paa gang. Han trak i stalddøren; den var laast. Han trak i fjøsdøren; den var laast. Hans sind var som en skræmt smaafugl inde paa mørkt loft, fløi rundt rundt og slog sig saar mod samme kanter.
Han traakked vart opover alléen. Men han stansed igen foran gangdøren. Han gled rundt hjørnet ned i haven, steg sagte paa nattefrosne ispytter omkring vandspringet, som endda gemte sig trist i vintrens halm og matter, der Richard stod og sa «fan steikje». Konvolvulusens skelet vandt sig tør og grissen om de gamle snører; — minnet om den brune fletten grøssed gennem ham; — men Tordis Hval trodde slet ikke, at han bar paa en sorg dengang — de kom ned igen fra sæterturen med hyl og spektakel, de hadde hat det saa deiligt, sa hun, saa fortjusende deiligt! — og
