han lo med dem — han hadde kysset Tore Prammands datter imens, sa han; — «jeg er vaad paa munden endda!» Hun bare lo. — Han titted ind i det nøgne lysthus, med is paa bordpladen og graa sne under den hvide bænk; — «gør ikke ondt lel! gør ikke ondt lel!» sa det og lyste skælmsk fra fregnet fjæs.
Det minned blødt, og det minned hvast — det var som han smøg sig mellem tistler, endda minnerne sang.
— — Videre! rundt til alt, rundt om hjørnet igen! … Hvorfor jaged han hjem til de nøgne brune tømmervægger! Hvorfor gik folk paa kirkegaarden og dryssed blomster over raadnende kød? — kunde nogen si ham det! Han vidste ikke ud eller ind, da han banked paa, og døren blev aabnet. Det drog, det drog, hjemmets saare minne, hjemmets nye sorg; det drog ham op gennem trapperne, det drog ham ind paa forældrenes værelse. Det drog ham i storm, han maatte holde sig igen med magt, saa han ikke kom springende ind; det døde inde i ham leved stærkere end alt! — én længted jo ustyrligere efter det
