Himlen var blit lysere de sidste dage, fordi disen trak sig over og visked ud; og de varme skyr var blit rødere, som laa der halvt nedom rette grantopper indpaa heierne og ikke vilde ordentlig frem paa det blaa. Og skogen i dalbunden var blit mørkere, mere rig i det grønne, alligevel mindre saftblank; men endda var granen og furuen bortpaa moen fyldigere i den rige grønhed.
Det var fuld sommer. En uges regn midt i juni, koldt og surt, og saa pludselig, paa solgangsvind henover glatte skær og ind kystbyvaagen, var sommeren kommet seilende op dalføret fra syd; en kunde være tryg, der var fuld sommer!
Og elven var forlængst begyndt at falde, saa tømmer og bark og kvist laa igen op i volden og gærded mellem eng og elv, fra de dage egentlige flommen var; men endda saa stod granen sommesteds udi helt op til stakken langs næssene.
— Op i bakken under seminarie-bygningen saa Herman lærer Stenshoug, han kom stavrende nedover i skjortærmer. De kaldte ham «Fjældfrasen» som smaa, og likte ikke at være i stuen, naar han kom. Men nu ivaar var Her-
