«Naa reiser snart hestehandleren med datter din indpaa moen ogsaa, siger folk!»
Saa snudde han sig mod Herman og lo:
«Ungdom er bendelorm i kur!» pusted han. «Heh — stykke for stykke mister de, led for led, saan suksomsive, — hjælper ikke, hvor de biter sig fast de stakkars krypene; en vakker dag, der slipper alligevel det led, hvor tanken paa hjemmet sad. — Uf jeg gaar i slik spænding for Sigvart idag, gut! — Ha-ha. Jaja!»
Det skalv under de flirende ord, det sprætted og skar fra hvert smil, som glimted. «Det er bondetampen, som voxer som en buske, med aarring truværdig udenpaa aarring. Men jeg skal se det paa timen,» lo han igen, «se det paa auane hans.» — Det kom saavist aldrig i verden igen, var det led væk — hjemmet blev et vondt minne, som forgifted blodet. — —
Herman Ek veied ikke ordene; men de flød ligesom paa en mægtig fiom, som dured dumpt, endda langt væk. Han ante i stor uklar angst, at noget løb jævnsides inde i ham selv — det blev aldrig aarringer, naar ikke arven fra far og mor vilde mænge sig, mens
