Side:Kinck - Sus.djvu/6

Denne siden er godkjent
8


Op til tops igen, og nedover paa samme vis. Gang paa gang.

Moren stod under granen og fanged ham, greb haardt om armen:

«— Behøver ikke skraale slik for at leke! … skulde se, hvordan du ser ud nu!» puffed hun til ham bortover bakken.

Han saa, at søndags-jakken og buxen var hvid av seig harpix og kvae; skotted saa op mod hendes tynde blodløse læber, som skærped sig, — det var et menneske han hadde set engang bande, hun ligned! — —

«— Vil bare varsle dig paa forhaand!» hvisked hun og blev væk — Signes lysende lille sorte hode ropte i køkkendøren, at hun ikke kunde snu stegen.

Han saa efter hende, tænkte; — det var bedstefaren hun ligned, den rige sinte skibsrederen!

Tordis kniste; men han risted sig, gik bort til de to, saa paa ærmet sit. «Hu mamma var sinna!» smaalo han ligeglad og satte sig ked i bakken.

— — Der ned i kjøkkenvinduet stod hun og skulte, øiet stirred blegt … bedstefarens øie … de tynde skjælvende laak med den