og saa var der ting, han ikke kendte til, sa faren. — —
Med ét skød det op i hende, hun sprang frem i døren til kontoret, skrek ind: «Nei, det blir ikke fred, før Stenshoug kommer væk! — begge to, far og søn!»
Faren spratt i veiret, ledte og stirred hvid langt frem i noget.
«Hvorfor —, hvorfor holder du paa dem!»
«Jeg er bundet, har du hørt. Jeg er bun—det!»
«Hvad slags avtale er nu det da ?» spurgte det stikkende blidt. «Der er kanske ting, jeg ikke kender til?»
Han sank tilbage i sinnet, sa sagte: «Ser du ikke, at Herman staar her!»
Han skakked paa hodet og blunked — det var som noget sved i øiet.
Det var som hun sukked over en vished.
Men ryggen rettet sig til nyt stridsind; det kokte op i Herman:
«Jeg vil være sammen med hestehandleren, som snyder,» kom det langsomt og stille. «Jeg vil være sammen med Furutveits-kaxen, som drikker. Jeg vil være sammen med Stens-
