houg, far og søn. Jeg vil ikke overta Nedre-Foss!»
Han slog døren fast i efter sig.
Faren gik stilt i dører og i trapper flere dage i træk, ledte sky efter sønnen for at sanke ind et blik.
Men sønnen smøg og gemte sig unna med smil og blik; han var ude hele dagene, kom oftest for sent til maalene, saa han fik spise alene.
Han mangled mod til at leve sammen med bygden alligevel; der laa ligesom sky i hans blod for Furutveits-kaxen og hestehandleren og alle de andre, som moren hadde varet ham for i opvæxten. Og han likte ikke længer Stenshoug’erne, hverken far eller søn; men han sad ligefuldt timer i træk hos dem paa seminarie-trappen i klemmende gru; han hørte paa Sigvart, naar han blev ivrig, slog ud med de lange arme og spriked med de magre fingre, — uvorrent slængte han ud noget ondt og giftigt om det, som bestod, og ledte saa sugende med det uglade onde stik i blikket for at finde noget endda værre, endda giftigere. Det var bare stygg vanvittig lyst til at rive i stykker
