hvad fandtes! Ja, de Stenshoug’erne var nogen uhyrer! — der var ligesom ikke haab om ly mer i livet.
Men han var sammen med dem hver eneste dag.
Og om aftenen gik han og gemte sig i de stille stuer. Det var ligesom far og mor, ja kokkepigen med, til sidst gled unna for ham; det var som væggene vented i angst paa høsten og paa de modne viljer. —
— Og høsten kom, kølig og klar. Vedbenden fik røde bær, og den sidste konvolvulus visned, hængekøien mellem granen og rognen blev tat ind, og plommetyvene nedfra brugene begyndte.
Morens ryg piled omkring strid som aldrig før — det var som der stod hede av viljen indenfor den; men viljen var stum endda. Sønnen følte det: her var ting i hjemmet, han ikke kendte til. —
Men selv vidste han i grunden slet ikke længer, hvad han vilde.
En morgen, hun var gaat nord i svingen, blev han staaende igen i spisestuen, lige indpaa vindus-ruten, og stirre mod moen, saar og stille. Han turde ikke røre sig, saa væggene
