kontoret og stirred taus og trist paa aasen — det var som han sad og lytted skræmt til en stille røst langt langt borte. Det var ligesom selve døden.
Han strøg sønnen over ryggen og gik. Herman lytted efter ham: det var sygepleierens utrygge varhed i hvert trin — det var gamle slægters kultur, som hadde holdt ud et helt liv inden disse vægge alene med morens energi, med det unge skipperblod. — —
Han gled ud i gangen. Derude blev han igen staaende og stirre gennem gangdørens glas.
— — Disse sagte pust fra sind, som vilde ham vel, disse bløde fangearme, som famled sky efter ham og kærtegned, holdt han ikke ud! nu fik det være forbi! Hvad fan hadde han med stuer, hvor han hadde lidt og aldrig lekt!
— — Han vilde væk, ud av alle de kærtegns lange, endeløst lange ækle spindeltraa, som klinte sig fast, som han slet mange gange for dag, men som fulgte, hvor han stod og gik, — ud av de syge hensyn! Nu fik det være forbi! — —
Det kom som yr rus; som en vind var
