han inde hos faren paa kontoret, snakked stakaandet:
«Jeg maa reise!»
«Hvad vil du da?»
«Reise — —! studere — —! — ved ikke selv!»
Faren saa paa ham igen med de rædde gløgge øinene og nikked, nikked flere gange og langsomt: — skipperblodet var kommet over barna, saa de ikke var til at styre, alligevel. — —
«Du vil altsaa ikke overta Nedre-Foss da?» var det eneste, han sa. —
— Herman Ek gik ind paa moen, blev staaende og stirre igen — sanden var vaad av høstregnet. Han stirred strid og fri. Han voxed, blev stor, saa han ikke hadde plads mellem aas og aas. «Hu-hi-huh,» sa det — det var som hver sans gøs for umaadelige vinger; men det var vel den sidste sus ovenfra heien og ulændte fjæld, det blev saa underlig dødsens stille efter; endog moen misted sin magt.
— — Nu fik det være forbi! Han brydde sig ikke om, hvad det var som sved i farens øie, hvad det var som tæred indenfor morens
