sin mor. Han tænkte paa Fossum-gaarden, som laa folketom og stængt; han kendte, hvor det blev stille i stuerne, da han var reist, — det blev ligesom vinter paa gaarden før dette aar, end det pleied; men moren kunde ikke tro, at han var reist alligevel, gik og titted ud av de smaa skælvende rynker om øiet, — det kvakk i hende, naar det peb i en gangdør: han kunde ha betænkt sig, og nu staa der igen for at overta Nedre-Foss! — —
Slik gik han mut og tænkte første dagen over fjældet. Om kvælden slog det ud i had, som skummed i hans blod, i hans hjærne: — — Stuart Mill var en tosk! for han op. Kvindesagen var noget væv fra ende til anden! — det var de skuffede jomfruer, de misnøidde fruer, som prøved at mætte sin hungrende natur med visne spørgsmaal — saften var tørket og livsevnen slut — altid var den det, naar man diskuterte om lykken! — —
Han sa Sigvart Stenshoug ustanselig imod, hvor han kunde komme til, haante alle disse mennesker, som paa bare livet vilde følge med. Det var som i sildetiden dette, sa han, et liv som paa bryggen i kystbyen, naar fiskeskuter seg ind, kappestrid og albuestød for at naa i
