den fedeste ladningen, — og haan og stygg mund til dem, som holdt igen: — det gjaldt at være først, det gjaldt at knibe den fedeste idéen! De kaldte det at kæmpe for sandhed og ret.
Men de fulgtes ad over fjældet alligevel; — sa tilsidst ikke et ord; — men en morgen de var naadd postveien ned i Østlands-dalen, stod Herman Ek op en time før den anden og gik uden at si fra. Den bagerste saa alligevel til ham, som var foran, den dag oppe i veibakkerne — der var en fjærdings vei imellem dem; men næste dag øged avstanden, og udpaa eftermiddagen var han foran ikke længer oppaa den borteste bakketop.
— Men det var nok bare hjemme-fange-armenes sidste bugt, som slap; herinde i Kristiania var hadet væk; han begyndte at længes efter Sigvart Stenshoug, ledte ham op og de leied sig ind i samme pension. Herman læste jus, den anden gik paa tegneskolen og skulde bli kunstner.
Der var saameget at tænke paa og tale om; han kom midt op i diskussionernes stryk. Spencer var oversat. Zola gled ind med sine
