kolosser. Og landets stordigtere gav i kunst, i bladartikler, hvad de saa — der kom noget nyt næsten hver uge. Der var ikke ørens lyd. Menneskene var ingenting, meningerne var alt! Og folk trodde! trodde som børn. De trodde paa debatternes evne til at flytte verdener, trodde paa deres karakterfornyende magt!
Herman Ek vided sig. Han blev grebet av larmen og staaket; han blev grebet mere end Sigvart — han kendte bedre stormen og staaket, fordi han kendte mindre hvert spørgsmaal. Det samled ham; det rensed sind, og det spændte vilje. Med skipperblodets stridsind gik han tilbunds, dukked op igen med standpunkt i hver sag; det var som naturen i ham fandt det, han hadde stundet imod alle disse aar, det var morens iltre vilje, som for første gang fik stof under sig.
— — Livet var friskt, uden uklar sus, uden saar helg! — det var som aften efter regn over enge: klisne stier og draapetungt græs, fuglesang og hvid skodde, som letned over lange udsyn, — men ingen tør flæk til at lægge sig og synke sløvt stirrende sammen; - altid fremover! Livet var lys og strid; —
