det var som Signe kunde reddes og prostens datter og broren og alle unge med stakaandet livstrang! Der var saa uendelig meget at gøre.
Det var deilige dage, fulde av skummende tro, fulde av herlig energi! —
— Herman Ek og Sigvart Stenshoug vendte først langt ude paa Drammensveien; de gled indover til byen igen i stille sus av det de saa og det de ante. De gik og stirred udover til fjords, bag de sorte striber av bladløse grene og langt ind i den blaagraa dis, hvor glorød kant flammed og brandt om de kolde skyr. De pusted ind sval høst og lys lys aftentaage, som flød i bløde strømme gennem den frysende gade, løfted sig lel, smøg sig ulden og hvid om trær, om lygtepæl, indtil husvæg.
De ante i fremtiden, naar striden var over, et underligt nyt harmonisk menneske, uden kønnets uro, uden drifternes hvileløse stræv. — —
«Her skal være dansemoro iaften!» sa Sigvart Stenshoug, han pegte op mod en hjørnegaard de gik forbi. «Tordis Hval skal did.»
Det stansed i Herman Ek, da han hørte navnet; hun hadde ligesom været borte for
