ham siden ivaar. Han vidste bare, at hun var blit ked av smaabyens fede farmasøit og nu gik og lærte norsk mønstertegning her i byen.
Navnet lyste; han tænkte paa hvidveis indpaa moen, han tænkte paa konvolvulus, som bød sin hvide ynde til forsommersol og surrende homle. Han brummed; saa ikke op, spurgte ikke, hvorfra han vidste det engang.
«Den balglæden anser jeg nu ikke for ideel,» sa han ligesom for sig selv om en stund. —
Navnet sang. Han sad indpaa sit værelse og lytted til det hele aftenen; det var den samme langsynte stilhed i verden som i lysthuset hjemme efter de stille luftninger gennem syrenernes krone, naar de hvisked sig væk over hans barnehode med lekende sol. Hvad brydde han sig om standpunkt og fremtid! Det var som han ikke var den samme længer. — —
Da klokken var ti, knepred det vart i entrédøren, han gled som en vind nedover trapperne. Han skyndte sig over parkens hvislende løv, fremtil Drammensveien; han stansed udenfor hjørnegaarden paa fortoget ligeover, blandt dem, som stod og saa op.
