Lyse, smilende gled de bag vinduet for polkaens hoppende lek. Ring i ring. Vinduerne stod oppe; gardinerne vifted; passiaren strømmed ud i den hvide taage.
Men han tog hendes latter ud av al den glæden; uræd sang den ud til ham, uræd som paa sæter-turen! — hos hende sved ingen hjemme-minners nesle under. — At den stemmen aldrig skulde faa en klang fra moens saare helg, saa han turde tro, at hun kunde tænke paa ham! — —
Han vidste ikke, hvorlænge han hadde staat, da de gled ned trappen med skoglatter og sang. Det var forbi.
Han misted pusten; hjærtet banked, saa han ikke kunde staa stille; han sprang over gaden, op stentrappen, styrted ind i den skingrende munterhed; han saa sig rundt, smøg ud igen av gangen — den var fuld av piger, som vented. Han var tør i halsen og hæs, da han hilste.
«Jeg skal følge!» hvisked han lige indpaa Tordis Hval — det kom stærkt som en susende vind, der kunde ikke være tale om nei. «Jeg gik her forbi, og saa saa jeg —.»
