«Gutter fra dannede hjem pleier ikke ha meninger. Har vel fætter Fredrik, løitnanten, meninger, Helene?»
«Tvertimod!» ropte han. «Meninger maaler éns udvikling, maaler éns dannelse, maaler éns kultur, maaler alt! — nu i vor tid!»
«Aja; jeg skønner det ikke. Men folk er blit saa svære til at ha meninger nu om dagen, at det er rent brysomt.»
«Kanske jeg generer?» sa han hæs.
Men frøken Hartung takked for følget i det samme — hun skulde ind her paa hjørnet.
Saa la stilheden sig tæt og tung om dem. Det laa og grøssed og frøs gennem alle hans nerver — han hadde det bløde tag om fletten i Fossum-haven. — —
«Hvad er det som feiler Dem idag, Herman Ek?» sa hun tilsidst sagte.
Det blev saa stille og blødt inde i ham, da han hørte hende si hele navnet — det var som at stryge kindet mod aurikelblomstens dunhud.
«Folk skulde slutte med slikt noget!» sa han fremfor sig om en stund.
«Hvordan slikt noget?»
«Alt slikt, vel!»
