«Aa—aa, den mine klær dig ikke,» kom det haardt. «… Tore Prammands datter indpaa moen den sommer!» hvisked det indover skuldren.
Herman Ek saa rundt i salen, hvor diskussionen var i fuld gang; — han sad uendelig alene, — uden hjemmets brede støtte, uden venners værn; han kendte ingen, som pegte stærkt gennem overbevisningernes mylr; men andre kendte farens arm lige ind i gadetøsens fang! Han kendte bare syge syner, som strøg om ham, fyldte salen med vent og angst; det var de gamle tankers dødsangst. Det var ryddet og goldt lang vei rundt om, — og bortenfor stod disse raa brutale mennesker, denne mur av grumme vætter med det tørre blik i øiet, trængte paa og kræved glubsk hans mening i aften.
Det slog ned i ham med høge-kloens fart, saa den saare samvittighed laa ræd og skalv som aldrig før: — der var kanske nye tanker, han ikke hadde tænkt! — —
Men han retted sig: hvad vilde disse vætter! han hadde tat skridtet ud, han fulgte med sin tid! Han var det, de kaldte fritænker, han holdt paa kvinde-emancipation, han vilde folkets
