flertals-vælde! — Han mente alt det, som de radikaleste mente! — hvad vilde de mer! hvad fan vilde de mer! — —
— Den ene efter den anden var oppe paa talerstolen mellem de to hvide lys. Den ene mening gled forbi efter den anden. Han hørte ikke ord, stirred bare paa dem og brandt op inde i sig av fremmede overbevisningers ild; han gav sig over, — alle hadde ret, naar de talte med tro paa det de mente! Var ikke det livet kanske i alt, som mentes!
— — Aa den som kunde skallet av, frem til menneskerne bagenfor alt dette, kendt et rolig bankende hjærte, uden meningers glød! … Lidt stilhed! … saarhed! … lidt helg! …
Han sad som før saa graenseløst ræd. Han stod fast og rev sig til blods — hvert spørgsmaal var en torn, som stod i hans sind; i vild gutunge-ri hadde han sprunget sig fast langt ind i klungerkrattet, — og nede om foden laa hugormen giftig og hvisled. —
— Han ledte efter andre ansigter, efter de blege unge, som sad i salen ligesom han sad her. Men der var det endda mer rædsel; det var fugle-ynglen fra de gamle reder, hvis
