se op. Herman slutted at slite; bare holdt om haaret, la hodet nedtil hendes for at lytte.
Det lugted saa godt av alle hendes klær, saa renvasket; — og han likte saa den lille fregnen op paa næseryggen! — den som turde, turde lagt læberne paa den! — —
«Naa gør vi det ikke mer, Sigvart!»
«Jo naa vil jeg.»
«Naa er det ikke moro længer.»
«Jo, jo!» skrek det under bænken; «for naa graater ’a!» .
«Nei! nei!» svarte det i tapper trods.
«Jo. Naa! Naa!»
«Nei! nei!» Men nu var det lavere.
Herman slap fletten. Sigvart krøb frem, lytted til hodet, tog hende om livet for at lette hende op og se.
Hun holdt sig fast i sprinklerne av al magt. «Du skal ikke!» hvisked Herman. Men Sigvart slet.
Et voldsomt ryk gik gennem bryst og mave, saa han slap.
Og saa pilted de avsted begge — det var som det bar væk fra en ugerning større end det styggeste mord; rappe som ekorn var de over havegærdet, blev væk nedom fjøset; —
