det hede had, hvisled nei inde i sig til hvert ord, med alt det seige stridsind han hadde fra sin mor; — der stod han, «Fjældfrasen»’s søn, med den hæslige lyst til at ødelægge uden skaansel, og rased mod de gamle daarlige reder! — men han tænkte paa prostens datter og paa Signe, for han kendte heller ikke andet end Fossum-gaardenes gru; — det var et rovdyr der han stod, som lekte med fine sind! — —
«Bravo!» ropte det. «Bravo!»
Og bifaldet rundt om jaged Herman Ek videre, ud is en rus av ustyrlig trods mod de nye overbevisningers vold; han slog ud med armene.
«Frisk luft!» skrek han med sine lungers kraft.
Folk snudde sig, studsed.
«Meningerne er det, som gør det goldt om os, goldt her i salen, goldt i vore sind!»
«Til sagen! til sagen!» ropte det bag ham.
«Han har ikke ordet!» gneldred det borte fra talerstolen.
De skønte ikke, hvad han mente; de saa bare sinnet, som skalv langs hans læber. «Hyss—hyss!» sa det fra alle kanter. «Ud med ’n — ud med ’n!» skrek det og skrabed