med stolben. Andre stormlo. Men derude aabned de dørene helt, sendte et brak av klap indover salen.
Herman Ek skøv sig ud mellem stolrækkerne: — han var skælvende fri og rank, han var rig! — —
«Hvem var det?» spurgte det ivrig derude.
«En Ek.»
«Modig maur!»
«Det var som fanden!»
Og de livsvarige kom med sine toddy-glas: «Hr. Ek maa jeg ha den — eh —!»
— Han hadde intet glas.
«Maa jeg alligevel —.»
Og saa trykked de ham i haanden: «Der er da forskel paa mand og kvinde endda, alligevel!»
Og borte fra et bord ropte det, bad ham slaa sig ned der; det ropte fra flere borde. Det var ansigter, han kendte fra spasertiden paa Karl Johans gade, den flabbete blaarakete løitnant Hartung, Helene’s bror, flere skraaskuldrede, han hadde set paa kafeerne, og ellers sønner av byens bedste familier, som røgte cigaretten gennem næsen og skarred blødelig.
Han satte sig blandt dem; og saa blev
