Det yre ude i solen tog ham; lyset over dalen øged og blinded.
— — Dalen! dalen! … Moens saare daadløse helg! … hun som titted! … Hu-hi-huh, suste det langt og svalt og slukked hans tørst og døved overbevisningernes angst inde i ham …
— Paa skraa ligeoverfor ved et andet bord sad en mand med rundt katugle-ansigt ned mellem to skuldre, som stirred hid; det var et stærkt blegt ansigt rigt vaset ind i lyst haar og i lyst skæg; en cigarstump stak spydig frem under den uflidde bart. Han flytted sig nærmere. Herman Ek stirred paa ham — han saa, hvor han saa hid, endda øinene vendte mod gulvet; — den manden hadde styrke, var ligeglad med de fremmede overbevisninger, stille og tryg, fuld av jernhaardt nid! — den manden kunde kvæle ham! — —
«Mit navn er Sørbærg!» snøvled han og la sig hidover bordet. Herman Ek vidste det, pressemand i en hovedstadsavis. Det laa og ulmed haan bag den skæve lorgnet, som klemte den lille næse fordærvet, skalv i det trange blaa blik, flirte under det ugredde skæg; han spredte det, som moen sanked!