Herman Ek reiste sig sagte og ræd, aabned døren indtil salen, blev staaende paa tærsklen. Der stod en vestlænding derinde og talte om kvinde-idealerne, med haarde r-er og lange a-er.
Moen kom igen med den svale sus! …
Han vaagned av klapp bag sig ud i forværelset, snudde sig; ved løitnantens bord hylded de vestlændingen paa gøn, saa han tilsidst bøied sig for haanlatren og bad modig, om han ikke kunde gaa med dem, naar han gik — for han kendte ingen «idealer», som var noget tess.
«Ah, une femme galante —?» sa løitnanten og tvinded ene knebelspidsen.
«Æben,» svarte theologen med pegefingren paa næsen, han satte sig ved deres bord.
— Det pusted lige ved Herman Ek; det var Sørbaerg’s runde formløse kind.
«Det er sundt slikt,» snøvled det igen. «Slik affekt som den Deres. Ikke sandt?»
Herman Ek smilte og gled unna, den anden blev staaende igen med den raa vilje, som stak i blikket Han trak sig ind i salen, skøv sig frem mellem dem, som stod, udi forværelset igen gennem næste dør, videre ud
7 — Sus.
