paa gangen, ned gennem trappen. Han gled ud mellem valne sind, som ikke vilde holde paa ham; og uglade meninger gliste og viste tænder som bidske dyr — de hadde bidt hul paa selve liv-aaren, saa hjærteblodet silte saa ondt. — —
Han fulgte gaden nedover, tvers over Karl Johan, svinged ind i trange krokete smug, stræved i zikzak mod isete bakker, strøg sig opefter lave rønner; han skotted efter røde gardiner — bagom der skulde det være, hadde Sigvart Stenshoug sagt —; stansed og lytted. Han ledte sig frem her i beslutningens stille rus: — han vilde gemme sig hos én indenfor de røde gardiner! — —
Og for hvert rødt lys, som lyste søvnig ud, skummed det gennem hans aarer: han eied ligesom én, som sad og vented! Men naar han stod ansigt til ansigt med lyset, kom klemselen; han tænkte paa det lyse, som titted indpaa moen: — det lugted kvae av kærligheden! — Men her var det, som han skulde kastes udi med sten om begge ben! — —
