Og saa gled han videre og ledte efter andre røde gardiner.
Han kom ud paa de brede gader igen, drev mod dele av byen, som laa længer væk, hvor han saa reserve-løitnanten og vestlændingen rave arm i arm og lede efter idealer.
Der stod jenter i portene og lo; det sang med stygge ord, som alle kender, men bare de raa bruger. Han gik ikke ind her heller; — disse mennesker, de var skidne, de var urene, de var syge! de stod og frøs i koldt maaneskin og skratted høit for at faa ham til at tro, de var glade! — men stemmen var brusten. — —
— Og lysene bag de røde gardiner slukned, og den graa Kristiania-morgen kom, vinter-morgen med skidden sne, ensom sko-knirk fra graa mennesker, som strøg sig frem langs husvæggen og blev væk i den letnende nat-skodde høit op i gaden.
Han rusled hjemover gennem de brede tomme gader, kendte sig graa som Kristiania-sneen; stansed ved hvert hjørne, stirred paa dem, som gled forbi. Klokken blev mange, tættere og tættere blev føddernes knirk. Skolegutter med hænder i lommen og buxen midt
