det fra sig uræd. Det gik saa heldig, fordi bedsteborgeren ikke forstod rækkevidden av hans syner – endog den dag idag aner de det kun. Han kom ikke til at forherlige sit folk, likesaalitt som Cervantes. Husk portrættet av kongehuset – det menageri! Eller av «fredsfyrsten». Hvilke blade av Spaniens historie! Man behøver simpelthen ikke mere om den tid. Og det er egentlig ikke satire: det er kun hans store øie for utysker, som ser. Eller inkvisitions-tribunalet, galehuset, selvpiskerne, krigens rædsler o.s.v. o.s.v. –
Tilvisse, en stor kunstner gjælder i sin samtid ikke for ensbetydende med en god borger; ja, historien viser os kanske endog, at et samfund ikke altid var paa det sterkeste den tid det fostret de største kunstnere. De følger likesom hver sine love, det labile kunstnergemyt og de statsmandens evner, som bygger landene: stundom falder de vel sammen, likesaa ofte ikke. Det er en haard naturtilskikkelse i denne uavhængighed, at det saa tit er de ukunstneriske, massive sind, som under hverdagens løpende statsforretninger trygger et folks eksistens. Det er saa tit ikke kunstneren. Det har kanske aldrig været kuntneren. Sparta f. eks. internerte sig og blev sterk krigerstamme, og staten gik ypperlig foran alt; men dets kunst? Og endog Latiums romere, som erobret verden: hvor er deres kunst? De borgere mente, at den kunstner, som ikke lar sig hyre til de løpende forretninger, er unyttig, om ikke bent ut statsskadelig; det faar ikke hjælpe, om han, for at være egte, er nødt til at opta i sig aldrig saa meget av folkets aand, eller om han bærer dets præg aldrig saa levende i sit syn paa natur og mennesker, i kompositionens bygning, i foredragets rytme. – De statens borgere i Sparta og i Latium tænkte vel slik den gang, og hadde slet ingen kunst behov.
Det kan være os likegyldig hvad de tænkte! Vi bare spør: Hvor er egentlig Sparta nu? hvor er Latium? Men hvor er saa Athen?
